Først og fremmest velkommen til vores hjemmeside!
Mosaikken er et nyt læringstilbud/daginstitution på Nørrebrogade 209C - og vi har åbnet vores døre for de første børn og familier i august 2023. Vi åbner løbende vores stuer i samarbejde med Pladsanvisningen. Vi har indtil videre åbnet tre vuggestuegrupper, en basisgruppe - og åbner både endnu en vuggestuegruppe fra 1. februar og åbner hele vores børnehave på 3. sal med en børnehavegruppe.
Vi har et nyt og lækkert hus med mange velindrettede kvadratmeter på 2. og 3. sal og ikke mindst har vi to meget store legepladser på tagene, som alle stuer har direkte udgang til. Derudover har vi flere rum og læringsmiljøer på tværs af grupperne, hvor vi kan bruge kroppen til blandt andet pædagogisk idræt/børneyoga, at dykke ned i kreative processer - eller vi kan fordybe os i natur- og scienceorienterede forløb, som optager børnene.
På denne side kan du læse om de tanker vi har gjort os over det faglige fundament og den pædagogiske hverdag, sin vi ønsker at tilbyde jeres børn og jer som forældre. Du kan også læse om de politikker, vi allerede har besluttet vil være gældende i Mosaikken i den første tid, indtil vi har et fungerende forældreråd. Vores hjemmeside vil løbende blive opdateret, når vi åbner for flere stuer og aldersgrupper og drager os erfaringer som et 'nyt hus' og en ny medarbejdergruppe, der skal bygge en velfunderet og velfungerende praksis op i fællesskab.
Mosaikken er normeret til 134 børn, fordelt på fem vuggestuegrupper, tre børnehavegrupper og en basisgruppe. Fordelingen af medarbejdere som følgende: Vuggestue = 12 børn og tre medarbejdere, Børnehave = 22 børn og tre medarbejdere, Basisgruppe = otte børn og tre medarbejdere.
Der er ingen vuggestuer der starter med otte børn, eller børnehavegrupper der stater med 22 børn fra dag nummer et! Der er afsat cirka seks uger at åbne en helt ny vuggestuegruppe og ca. otte uger til at starte en børnehavegruppe, så vi på den måde har mulighed for at danne en god relation med dit barn og dit barns familie. Derfor skal du som forælder ikke tænke, om der er tid nok til dit barn og relationsdannelse - d er der taget højde for i vores indskrivning i samarbejde med Pladsanvisningen.
Du kan kontakte Svend på 2498 2248 eller skrive til ham på C53H@kk.dk hvis du har nogle spørgsmål. Vi har rundvisninger den første tirsdag i hver måned, dog ikke i juli måned grundet sommerferie og sampasning. Rundvisning kræver tilmelding.
Hvis du er blevet tilbudt en basisplads i Mosaikken, så tilbyder vi en rundvisning med en medarbejder fra basisgruppen. Det foregår efter aftale og henvisning til basisgruppens telefonnummer
Er du pædagog, kommende sporskiftepædagog eller pædagogmedhjælper, er du naturligvis også velkommen til at surfe rundt på siden - vi slår løbende stillinger op under menupunktet 'Medarbejder hos os'. Her vil du blive ledt direkte ind på de aktuelle stillingsopslag vi har publiceret - og hvis vi ikke har slået stillinger op, og du stadig er interesseret i at arbejde i Mosaikken, så ring endelig til Svend! Det kan jo ske, at vi slet ikke ved, at vi lige står og mangler dig!
Vores hovednummer er 8256 7600.