Alle har brug for ferie - også børn. Det er hårdt arbejde at gå i et dagtilbud, og derfor er vores holdning, at børn bør holde tre ugers sammenhængende ferie om sommeren, suppleret af kortere ferier og forlængede weekends over et år.
I løbet af februar/marts måned vil du på Aula modtage en besked om at udfylde, hvornår I holder sommerferie. Vi gør også dette op til de planlagte lukkedage i løbet af året. Baggrunden er, at vi nødig vil spilde vores ressourcer og vi kan sikre os, at medarbejderne i videst muligt omfang afvikler ferie, når I gør, så vi ikke står med fuld bemanding og en halv fremmødt børnegruppe.
Du vil måske også opleve, at stuens medarbejdere tager en dialog med dig og opfordrer til, at I holder en fridag eller en forlænget weekend, hvis I har mulighed for det, og de vurderer, at dit barn har brug for det.