I Mosaikken har vi besluttet ikke at have faste tur-ud-af-huset dage. Når vi går på længere ture, har vi altid spurgt os selv forinden: 'Hvad skal børnene have ud af det?' og sikret os, at der er en sammenhæng mellem turen ud af huset og det tema vi arbejder med.
I vores lokale nærmiljø har vi Nørrebro Bibliotek på den anden side af gaden, og den ønsker vi at bruge flittigt. Alle stuer har bibliotekskort og børnene er med ovre for at låne og aflevere bøger. Dette er noget vi gør løbende, men særlig op til at vi tager hul på et nyt tema i forbindelse med Den styrkede Læreplan.
Kultur og æstetik er nøgleord i vores hverdag, og i Mosaikken er vi bevidste om, at vi bor i en hovedstad med alle de muligheder dette indbefatter – arbejder vi for eksempel tematisk omkring eventyr i en periode, vil det være oplagt at gå på opdagelse i København og se de forskellige slotte. Er temaet ’børns kreative udtryk’ ville det være oplagt at gå på Statens Museum for Kunst eller Glyptoteket, og er det ’krible-krable’ vil det være naturligt at besøge de forskellige parker, Botanisk Have, Zoologisk museum og grønne områder vi har i og omkring København.